Sådan sker salget
1. runde, udbudsrunde
Fristen for 1. udbudsrunde udløber tirsdag den 19. januar 2021.
Hvis du vil give tilbud på en grund, skal du udfylde vores tilbudsskema, som ligger under 'Materiale'. Tilbudsskemaet skal afleveres i en lukket kuvert mærket 'Tilbud - Byggegrund Halgård'.
Du kan aflevere dit tilbud i Informationen på Holstebro Rådhus i rådhusets almindelige åbningstid.
Du har også mulgihed for, at lægge kuverten i vores postkasse, som er på siden af rådhuset overfor Holstebro Sognekirke.
I henhold til købsaftalen skal der gøres opmærksom på, at såfremt grunden senere ønskes tilbageskødet til Holstebro Kommune er det den udbudte minimumspris med fradrag af 5.000 kr., der vil blive tilbagebetalt.
2. runde, lodtrækningsrunde
Der er lodtrækning af de resterende grunde torsdag den 11. februar 2021, kl. 16.00 i byrådssalen på Holstebro Rådhus, Kirkestræde 11, 7500 Holstebro.
Ved lodtrækningen bliver der indsamlet sedler/lodder med købers navn på, og der bliver efterfølgende trukket lod om, hvem der må vælge en grund. Grundene sælges her til mindsteprisen.
Det/de navne som står på sedlen/loddet, er også det/de navne, som grunden skal tinglyses med i første omgang.
3. runde, almindelig reservation og salg
Efter lodtrækningsrunden vil kommunens hjemmeside blive opdateret, og det vil nu være muligt at se hvilke grunde der er til salg og kan reserveres.
Man kan i første omgang reservere en grund i en måned. Er man efterfølgende ikke klar til et køb, har man mulighed for, at forlænge reservationen i yderligere en måned, men denne anden måneds reservation er på betingelse af, at er der venteliste, eller kommer der andre som er interesseret i grunden i denne anden måned, så bliver man kontaktet, og får cirka tre dage til at træffe afgørelse, om man ønsker at købe.
Reserveringen af en grund er gratis.
Om byggegrundene
- Området er stadig en byggeplads. Der vil den 21.-22. december blive lagt asfalt på i området
- Husnumre vil blive sat på grundene inden den 24. december
- Priserne er inklusive tilslutningsbidrag til el, vand og kloak, samt et investeringsbidrag til varmeforsyning
- Grundene må kun anvendes til boligformål i form af parcelhuse
Et aktivt liv
Halgård-området er attraktivt på mange måder – men ikke mindst, fordi du på én gang kan være med til at skabe en ny bydel og alligevel være tæt på Holstebros centrum. Området ligger også kun 2 minutter fra Holstebromotorvejen.
Det er nemt at komme rundt på gåben og cykel, og navnlig gør cykel-gangbroen over jernbanen det nemt at deltage i sport og idræt på Mejdal-siden.
Halgård Skole er rammen om hverdagslivet for 491 små og store elever. Ud over skolens faglige del er der også tilknyttet både SFO og juniorklub.
Børnepasning, skole og SFO
De mindste beboere i Halgård bliver passet trygt og godt flere steder.
Man kan vælge mellem bl.a. dagplejen, BUM Kometen, BUM Skovbørnehave, Børne Universet Mejdal – BUM og Halgård Skoles SFO.
Læs mere om Halgård Skole.
Tilgå udbudmaterialet her