Måske kommer det svenske ambulancefirma Samariten slet ikke til at køre patienter i Danmark.
Først blev ambulanceaftalen mellem Samariten og Region Midtjylland opgivet, i dag er firmaets aftale med Region Sjælland droppet og i morgen er regionsrådet i Region Hovedstaden indkaldt til hastemøde om ambulancekørslen.
Har flere alternativer
Samariten skal efter planen køre fire ambulancer i det centrale København fra 1. september.
Formanden for regionsrådet, Vibeke Storm-Rasmussen, siger, at hun har flere alternativer i baghånden, hvis aftalen med Samariten falder på gulvet.
- Man kan vælge næste bud, køre udbud igen eller selv forsøge at køre ambulancekørsel, siger hun.
Ny runde i Region Sjælland
Forretningsudvalget i Region Sjælland sætter en ny udbudsrunde i gang 22. januar i de fem områder, Samariten skulle have overtaget.
Den nye runde vil ifølge regionen kunne gennemføres hurtigt, og ny nye kontrakter forventes at blive fordelt i juni.
Falck tabte første udbud, men koncernchef Allan Søgaard Larsen er klar til at byde igen.
Giver overenskomster skylden
Samariten giver overenskomstproblemer skylden for problemerne. De siger, at 3F har krævet væsentligt dyrere overenskomster end nu.
Det afviser 3F, der bakkes op af arbejdsmarkedsforskerne Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet og Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet. De to´forskere mener, at problemerne med at finde en samarbejdspartner formentlig er forklaringen.
Kilde: www.dr.dk
13. januar 2009