Fynske kommuner billige i drift

Fynske kommuner billige i drift

Færre offentligt ansatte i de fynske kommuner udfører mere arbejde til færre penge end før kommunalreformen

Af HENRIK MOHR hmo@fyens.dk

De 10 fynske kommuner har klaret sig godt gennem den vanskelige kommunesammenlægning. Faktisk indtager Fyn en dukserolle i forhold til landsgennemsnittet, idet de fynske kommuner
har formået at høste en del af de stordriftfordele, som var én af forudsætningerne for kommunalreformen.
Det viser tal, som Fyens Stiftstidende har indhentet dels fra kommunerne selv, dels fra Velfærdsministeriet.
De fynske kommuner brugte før kommunalreformen flere penge på den kommunale drift end de øvrige danske kommuner. I 2005 brugte de fynske kommuner således godt 1000 kroner pr.
indbygger mere end landets kommuner i gennemsnit - det svarede til 489 millioner kroner.
Men kommunalreformen har vendt op og ned på det.
I dag ligger de fynske kommuners 2008- budgetter i gennemsnit 852 kroner pr. indbygger under landsgennemsnittet - det svarer til 411 millioner kroner.
Så henover kommunalreformen er det altså lykkedes for de fynske kommuner at flytte driftsudgifterne en lille milliard kroner i den rigtige retning i forhold til landsgennemsnittet.
Og det er sket, uden at det har fået indfl ydelse på serviceniveauet - det ligger præcis på samme niveau som i 2005.

Færre offentligt ansatte
I de samme tre år er antallet af offentligt ansatte i de fynske kommuner tilmed faldet.
Før kommunesammenlægningen var der ifølge kommunernes personalekontorer ansat 20.444 fuldtidsmedarbejdere.
Dertil skal lægges 3105 medarbejdere i det daværende Fyns Amt, som ved koommunesammenlægningen blev overført til kommunerne.
Altså i alt 23.549 medarbejdere.
I 2008 er der ifølge kommunernes oplysninger ansat 22.283 medarbejdere - altså omkring 1266 færre end før reformen.
Det kunne være udtryk for, at Fyn har været særlig flittig til at lade kommunale opgaver udlicitere, således at antallet af medarbejdere bliver holdt kunstigt nede.
Tal fra Velfærdsministeriet fortæller imidlertid, at det ikke er tilfældet - udliciteringen har ligget stabilt siden 2001 for Fyn som helhed.

Bitter nødvendighed
Faaborg-Midtfyn Kommunes borgmester, Bo Andersen ( V) er ikke overrasket over, at Fyn har sænket sine bruttodriftsudgifter til under landsgennemsnittet.
- Det har vi simpelthen været tvungne til, for regeringen har kørt en urimelig stram økonomisk politik over for kommunerne.
Og de fynske kommuner er blevet særligt hårdt ramt, fordi de statslige tilskud er skruet skævt sammen, så vi har måttet skære helt ned på alle konti - det skal jo resultere i lave bruttodriftsudgifter, siger Bo Andersen. Det fynske folketingsmedlem Erling Bonnesen ( V) har flere gange været ude med riven efter blandt andet de fynske storkommuner, fordi de efter hans mening ikke har evnet at høste de økonomiske fordele ved kommunal stordrift. - Derfor glæder det mig at se den konklusion, som avisen er kommet frem til - nemlig at de fynske
kommuner har hørt efter og rent faktisk har formået at nedbringe de offentlige udgifter til under
landsgennemsnittet. Og jeg fæstner mig ved, at det er sket med færre ansatte og uden, at det er gået ud over serviceniveauet, siger Erling Bonnesen.

Kilde: Fyens Stiftstidende 3. december 2008

4. december 2008
Mercell Danmark A/S • Slotsgade 18, 1. • 5000 Odense C • • +45 63 13 37 00
Loading

Vent venligst