Mere åbenhed om Gribskov Kommunes udbud af håndværksopgaver blev et tema på årets Torskegilde med lokale politikere og erhversvfolk.
Debatten blev trigget af udvalgsformand Mads Brinch Jespersens udmelding om at udbuddene inden for vedligeholdelse, større eller mindre byggeopgaver skulle gøres tilgængelige for lokale virksomheder, så de lettere kunne få overblik over opgaverne og flere har chance for at byde ind på opgaverne, hvis de for eksempel kan ses kommunens hjemmeside.
Ifølge Mads Brinch Jespersen, Dansk Folkeparti, er der brug for en håndsrækning til håndværkerne, som nu har færre opgaver, men fra deltagere på torskegildet lød der også advarsler om lokal protektionisme, hvor virksomheder fra andre kommuner kan udelukkes.
Malermester Vestergaard efterlyste både mere åbenhed og mere dialog med kommunen, og understregede at hans firma kun var inviteret til at byde på én opgave i løbet af fire år.
En anden håndværksmester såede tvivl om, hvorvidt opgaverne går til en 'indspist flok', men det afviste borgmester Jannich Petersen, Venstre:
-Det er ikke indspist, mange håndværkere byder på forskellige kommunale opgaver.
For at give flere mindre virksomheder chancen, kan det være en god idé at dele større entrepriser op i mindre bidder, som de små firmaer kan byde ind på.
Det lyder som en god idé, mener erhvervskoordinator Lars Marholt.
-Det er klart at mange små lokale firmaer vil få en chance, hvis større entrepriser splittes op. Tilgængeligheden og åbenhed om kommunens udbud, når der for eksempel skal males vægge i en børnehave, er også en god idé, men ligefrem at indføre en form for protektionisme vil være skruen uden ende, for virksomheder i Gribskov vil jo også gerne have muligheden for at udføre arbejde for andre kommuner, forklarer Lars Marholt fra Gribskov Erhvervsforening, som i år har startet foreløbig en netværksgruppe for firmaer, der kan samarbejde og blandt andet holde
hinanden ajour om udbud på håndværksområdet.
Kilde: Gribskov Avis 3. marts 2009.
4. marts 2009